• DSV vil skære op mod 1900 tyske stillinger i fusion med Schenker

    المصدر: BDK Finans / 13 سبتمبر 2024 05:48:09   America/New_York

    Det vil koste stillinger i Tyskland, når Schenker skal integreres i DSV, efter at være blevet opkøbt. Danske DSV har planer om at skære mellem 1600 og 1900 stillinger i Tyskland som led i sammenlægningen. Det siger DSV's finansdirektør, Michael Ebbe, til Reuters. Tidligere fredag blev det bekræftet, at DSV køber Schenker af Deutsche Bahn for 14,3 milliarder euro. Det svarer til omtrent 107 milliarder kroner. Det sammenlagte selskab vil få en markedsandel på seks til syv procent og skal operere under DSV's brand, oplyser Michael Ebbe. Som led i købsaftalen har DSV forpligtet sig til en række "sociale forpligtelser" i forhold til medarbejderne. Dette gælder i to år, efter at handlen er gennemført, lød det fredag morgen i en meddelelse fra DSV. Det er ikke uddybet nærmere, hvile forpligtelser, der er tale om. Michael Ebbe siger desuden ifølge Reuters, at handlen kun i begrænset omfang vil påvirke stillinger, som ikke er funktionærstillinger. I en meddelelse skriver Deutsche Bahn, at DSV planlægger at investerer omkring en milliard euro i Tyskland i løbet af de kommende tre til fem år. Det svarer til knap 7,5 milliarder kroner. Desuden skriver det tyske jernbaneselskab, at centrale funktioner i Tyskland vil blive bevaret, herunder dem i Schenkers hovedkvarter i Essen i Vesttyskland. Forventningen er ifølge Deutsche Bahn, at det sammenlagte selskab vil have flere ansatte i Tyskland om fem år, end de hver har i dag. Den tyske fagforening Verdi har tidligere luftet bekymring over antallet af fyringer, hvis DSV endte som køber af Schenker. Derfor har fagforeningen tidligere anbefalet Deutsche Bahn at vælge den anden interesserede part, CVC Capital Partners, som køber. DB Schenker har over 70.000 ansatte i hele verden, hvoraf 15.000 befinder sig i Tyskland. Handlen skal godkendes af et repræsentantskab i Deutsche Bahn samt af den tyske regering. DSV forventer, at handlen kan gennemføres i andet kvartal i 2025. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/dsv-vil-skaere-op-mod-1900-tyske-stillinger-i-fusion-med-schenker
شارك على،